@emilieisidor
Efter en nytårsaften med godt selskab, lækker mad og måske en smule for mange drinks, så er jeg endelig kommet helt ovenpå igen. De sidste dage har der ikke været den store aktivitet, for jeg har mest af alt haft brug for nogle stille dage til at samle mine tanker. Da jeg var til nytårsfest, så faldt jeg i snak med ne pige, hvor vi snakkede om hvordan året var gået. Jeg kunne oprigtigt sige, at mit år startede helt nede på bunden, men har siden været fyldt med utrolig fede begivenheder, og det endte helt på toppen. Jeg har samlet en lille recap af mit 2018.
Det startede forfærdeligt
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg havde en del ting i hovedet i starten af året. Der var alt for mange tanker og følelser, som simpelthen gjorde, at jeg gik helt ned. Jeg skulle aflevere 2 x opgaver d. 3 januar, så hele året startede med stress. Derudover fyldte datingproblemer og opstarten på specialet en del. Mit hovede kunne ikke finde ro.
Jeg åbnede op
Jeg har en tendens til at prøve at hjælpe andre før mig selv. Det er jo ikke en dårlig kvalitet, men det gør, at man lidt glemmer sig selv. Da jeg begyndte at åbne op omkring mine egne problemer, så begyndte det at gå langt bedre. Det var ikke et tabu og folk var villige til at snakke og hjælpe.
Fra single til kæreste
Jeg var meget aktiv på diverse datingapps, men i sidste ende virkede det hele en smule nytteløst. Der var jo ikke rigtig nogen der ville mig - og omvendt. I marts mødte jeg kæresten. Vi havde skrevet sammen i et stykke tid, men mødtes for første gang på en kold tirsdag på Glyptoteket. Det gik lidt tid mellem de første dates, men så gik det hurtigt. Han hjalp mig meget i en tid hvor alting virkede overskueligt. Jeg fandt en at slappe af sammen med.
Cand.mag.alting
Da hele specialeskrivningen stod på, så var jeg faktisk i tvivl om resultatet. Jeg var overbevist om, at jeg ikke ville aflevere til tiden. Jeg lå syg i den sidste periode, og alting blev en smule for meget. Heldigvis, så har jeg den bedste familie, som hjalp mig med at blive færdig. Jeg ville ikke have kunne gøre det uden dem, og jeg sluttede faktisk med en karakter, som jeg var tilfreds med.
Freifeldt PR
Efter et stykke tid som arbejdsløs, så var jeg ved at blive sindssyg. Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg kunne være i virksomhedspraktik. Jeg havde tidligere været til samtale hos Freifeldt PR angående praktik i min studietid, så jeg tog kontakt til Yael. Jeg endte med at bruge 2 måneder på et fantastisk hyggeligt kontor, hvor jeg nød min hverdag.
Nyt eventyr
Da jeg er blevet færdig med studiet, så er min tid på kollegiet ved at rende ud. Jeg har boet der siden vinteren 2013 og jeg vil ikke lave om på noget. Nu skal jeg videre og jeg er virkelig spændt på hvad der kommer til at ske. Jeg skal flytte til Vesterbro, og er allerede begyndt at pakke lejligheden ned. Synes det hele er lidt nervepirrende, men er ret sikker på at det bliver fantastisk.
Jeg startede virkelig på bunden mentalt, men er nået til et sted, hvor jeg oprigtigt kan sige, at jeg faktisk er glad - måske endda lykkelig. Der er sket så meget i 2018, så jeg ser virkelig frem til hvad 2019 har at byde på.
Hvordan har jeres 2018 været?


0 Comments